Claus & Sharon's Travel Blog

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

De sidste tog

DanskPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:29:40

22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5 for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på. Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre. I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede. Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er ”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager. Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag. Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af). For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister, rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi ”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40 stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede af os og toget. En fantastisk tur en slut!