Claus & Sharon's Travel Blog

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

The last trains

EnglishPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:38:04

Monday 22nd December
Our last day of the tour. The Overland (from Adelaide to Melbourne - 828km) departs at 7.40am, and according to our ticket, final check-in at Parklands Terminal is by 6.40am. So we are up at 5am, giving us time to eat breakfast and the final packing before catching the bus from just outside the hotel. We aren't the only passengers on the way to the train station - two other passengers have suitcases and alight at the same stop. Inside the terminal we join the small queue and get rid of our bags – both get a ”heavy” label attached. Ten minutes later the queue has doubled in length and is out of the door. We have a bit of a wait before we can get on the train, time for Claus to get some photos and to check out our fellow passengers: the majority are pensionists, the rest are of all ages and there are a few German and French speaking tourists. This is the last train to Melbourne before Christmas, and many are heading to Melbourne for Christmas with family, judging by the many bags of wrapped gifts. One passenger has her Santa hat on with flashing ”Merry Xmas” lights. The carriage attendant gives us an explanation of the train, in particular how the toilet locks. One must push a button to close the door and then push another button to lock it. During the journey there are many passengers who forget to lock the door whilst inside, so luckily there is an elderly couple in the first row who are good to warn the next toilet customer that it is occupied.

We depart on time and are soon heading up into the Adelaide Hills, with short glimpses of the coastline to our right before reaching the highest point on the journey: Mt. Lofty. Many of the houses are built of large sandstone coloured building blocks with wide verandahs to combat the heat. We stop at Murray Bridge and Bordertown before crossing the border to Victoria, and we have to set our watches forward by a half hour. The countryside is flat, this area is known as the "wheat belt" of Victoria.

At Horsham I catch up (very briefly) with my old friends Bev and Greg, and they get to meet Claus for the first time. Officially we aren't allowed off the train if we are travelling further, but I manage a short chat with them thru the open door before the train pulls out. Now it's time to check out the dining options and we choose to share a serve of fish and chips and a meatball baguette.

After Horsham we stop at Stawell and Ararat before the train heads more to the south and stops in Geelong North, then heads north to Melbourne. Just after leaving Geelong we are informed that we might arrive twenty minutes early, but no, there are a few delays and we arrive into Southern Cross station at the scheduled time of 6.50pm. There is a queue to get luggage: all the luggage is laid out on the platform and then a small number of passengers are allowed in to collect their bags; when these passengers have departed they let another group in and so on. A sensible way considering the number of elderly passengers with walking sticks or rollators. Once we get out our bags we head over to the main concourse of the station to the suburban metro trains. My brother has sent our myki travel cards to Darwin, so we scan on and wait for the next Berwick train. 7.40pm and we board our last train and head out through the suburbs of Melbourne. It takes just under an hour to reach Berwick, where my brother Keith and his wife Lyma are waiting with cameras to catch us getting off our last train. A fantastic tour has ended.



De sidste tog

DanskPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:29:40

22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5 for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på. Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre. I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede. Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er ”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager. Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag. Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af). For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister, rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi ”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40 stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede af os og toget. En fantastisk tur en slut!



A weekend in Adelaide

EnglishPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:27:07

Saturday 20th December
As we have both read several books on Antartic explorers, we head for the South Australian Museum, which has a large display centered on the Antartic explorer Douglas Mawson, who lived here. The section is full of artefacts (eg his sleeping bag made from camel hair), photos, documents and videos of Douglas Mawson's three explorative journeys just over a hundred years ago. There is also a replica of the hut where the whole party lived, and a special place for Mawson's knife and half sled. During a mapping expedition out from base camp his two companions died, and Mawson then used the knife to saw the sled in half before walking back to base camp – a solo journey of 160km. Other exhibitions featured Aboriginal culture, Egyptian artefacts, megafauna, fossils, meteorites, minerals and opals. In the gift shop it is possible to buy the same style of balaclava that Mawson wore – or even the pattern so you can knit your own. A picnic lunch outside the well designed war memorial – one can walk inside and find all the names of people who died in WWI inscribed on plaques on the walls.


Sunday 21st December
Just a short metro train ride to Port Adelaide brings us to the National Railway Museum, which despite the name contains mostly South Australian railway history. They are definitely not short of rolling stock with two buildings each with four to five tracks, each with at least four engines or carriages standing. It is possible to walk through some of the carriages and see how sleeping compartments were designed almost one hundred years ago. Three wagons come from ”The Tea and Sugar” train, which began in 1917 with the sole purpose to bring daily necessities out to the workers laying the railway between Adelaide and Perth. As the track didn't pass close to existing towns there was no other way to bring in supplies. After the railway line was finished small towns sprang up along the railway line, but these also needed supplies, so the Tea and Sugar kept running. One carriage included a bank, another housed the shop and another the butcher. As there was no coldroom in the train there were a few animals in small pens on the train, and the butcher slaughtered an animal as there was the need. The train also had a cinema and from the 1970's a doctor's clinic. Each December there was an extra carraige for Santa – bringing Christmas joy to the children along the track. The train finally stopped running in 1996.

Back to the hotel for some PC work and when I head out to buy some groceries at Woolworths in the nearby Rundle Street Mall at 5.30pm it is closed – as are most of the shops. So we then head down to the Coles supermarket near Chinatown and that is also closed. All the shops in the centre of Adelaide close at 5pm, even though it is the last Sunday before Christmas! So there goes our picnic lunch for the train tomorrow – hope the dining car isn't too overpriced.



En weekend med Mawson og museer

DanskPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:07:46

20/12/14

Vi er jo egentlig i Adelaide, fordi vi ikke kan komme videre. Togforbindelserne i denne del af Australien er noget begrænset i antal, så vi må vente indtil d. 22., før vi kan komme det sidste stykke til Melbourne. Så nu gælder det om at finde på noget at se. Vi har begge læst adskillige bøger om udforskningen af Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet. En af polarforskerne var Mawson, og han kom vist fra Adelaide. En søgning på Google viser, at South Australian Museum har en hel afdeling om Mawson. Så der må vi hen.

Museet er som museet, vi besøgte i Darwin – bare større. Så her afdelinger og udstillinger om Det gamle Egypten og Aboriginals; Fossiler og opaler; Mineraler og meteoritter; Megafauna og pattedyr. Og naturligvis Sir Douglas Mawson. Mawson deltog i flere ekspeditioner til Antarktis både som almindelig deltager og leder. Den mest berømte ekspedition – og Mawsons sidste – startede i december 1911 og blev først afsluttet i 1913, efter flere deltagere havde mistet livet. Udstillingen om Mawson rummer mange af hans personlige ejendele som f.eks. videnskabelige instrumenter, støvler, sovepose af kamelhår, skindhandsker og elefanthue (en kopi og strikkeopskriften kan købes i museets butik) suppleret af breve, papirer og fotos. Der er desuden en model i fuld størrelse af hytten, hvor han og resten af ekspeditionen boede under opholdet i Antarktis. En særlig plads er tildelt Mawsons kniv og halve slæde. Mawson brugte kniven til at save sin slæde over i to halvdele, efter hans to følgesvende var døde på en kortlægningsekspedition i 1912. Med den halve slæde gik Mawson alene mand 160 km. tilbage til hovedkvarteret.


21/12/14

The National Railway Museum ligger i Port Adelaide, og hvad kunne være mere passende efter vores mange og lange togrejser end et besøg her. Så vi går hen til Adelaides gamle station, der ligger nær vores hotel. I dag er en del af den gamle stationsbygning omdannet til kasino, men alle S-tog (metrotog) til Adelaides forstæder har stadig endestation her. Selv om der kun er 5 minutter til næste afgang, og vi ikke ved, hvor og hvordan vi køber billetter, når vi alligevel toget. Som noget usædvanligt for S-tog er togene på denne strækning dieseldrevne og ikke elektriske. Andre strækninger er dog elektrificerede. På en søndag består et togsæt blot af to vogne. Der er heller ikke mange rejsende, der stå på og af toget i løbet af de tyve minutter, turen til Port Adelaide tager.

I Port Adelaide består stationen blot af to perroner, der ligger som en bro henover en firsporet vej. Adgangen til og fra perronerne er handikapvenlig, hvilket betyder ingen trapper (og ingen elevator). Til gengæld er der en uendelig lang rampe, der zigzagger mellem gaden og perronerne. Der tager nogle minutter at forcere rampen, men det er jo godt for kondien – især hvis man skal skynde sig op for at nå et tog. Port Adelaides gader er ligeså mennesketomme som toget, så vi oplever ikke meget på den korte gåtur til jernbanemuseet.

Museet består af to lukkede haller med lokomotiver og vogne fra South Australia. På trods af navnet ”National Railway Museum” er der kun rullende materiel fra denne delstat. Nogle lokomotiver og vogne har selvfølgelig kørt ind i Australiens andre delstater. Oprindeligt var delstaterne selvstændige stater (kolonier) og ikke forenet som i dag. Dette betød, at mange politiske beslutninger blev taget uden hensyntagen til nabostaterne. Dette fik alvorlige konsekvenser for konstruktionen af jernbanerne i 1800-tallet. Man kunne ikke blive enige om en fælles sporvidde! New South Wales anlagde overvejende normalsporede jernbaner (1435 mm). Victoria og South Australia valgte især irsk bredspor (1600 mm), mens jernbanerne i Queensland fik som de første i verden sporvidden 1067 mm. De forskellige sporvidder gav massive problemer for jernbanetrafikken mellem delstaterne. Der måtte anlægges banegårde med forskellige sporvidder, så gods og passagerer kunne flyttes fra et tog til et andet. De fleste steder kunne man nøjes med to forskellige sporvidder, men i Peterborough og Gladstone blev det nødvendigt at anlægge stationer med tre forskellige sporvidder. Alt dette bliver illustreret med diagrammer og ikke mindst lokomotiver og vogne i museets haller. Museets spor er også med 1, 2 og 3 sporvidder, hvilket er interessant og kompliceret.

Tre spændende vogne i samlingen stammer fra ”The Tea & Sugar”. ”The Tea & Sugar” startede i 1917 med at bringe daglige fornødenheder til jernbanearbejderne i færd med at anlægge jernbanen fra Perth til Adelaide. Jernbanearbejderne var helt afhængige af varer fra dette tog, da der ikke fandtes veje i jernbanens nærhed. Efter banens anlæggelse små byer skød op i dens nærhed, så ”The Tea & Sugar” fortsatte med at køre forsyninger til beboerne. I museet er udstillet tre vogne fra toget. En vogn er en rullende bank. En anden er slagterens. Da der ikke var kølerum i toget, blev dyrene (især får) medbragt levende og slagtet undervejs. Den tredje vogn er en rullende købmand. Toget havde også en rullende biograf og i 1970'erne en lægeklinik. I december måned havde ”The Tea & Sugar” en julevogn selvfølgelig med julemand. Det må have været en varm fornøjelse i sommerheden på Nullarbor Plain. Det sidste "The Tea & Sugar" tog kørte i august 1996.

Tilbage på hotellet i Adelaide er det tid for computerarbejde. Værelset har en god men meget dyr internetforbindelse, så planen er at forberede indlæg til bloggen, som vi så kan oploade fra en internetcafé senere i aften. Så mens jeg sætter mig til at skrive, går Sharon ud for at handle en til togrejsen i morgen. Toget har godt nok en buffet/cafévogn, men vi ved ikke, hvad der tilbydes og til hvilken pris. Jeg når dog ikke mange sætninger, før Sharon er tilbage igen. Det er godt sidste søndag før jul, men alle forretninger lukker kl. 17.00! Der er dog et supermarked nær ”Chinatown”, der kan have længere åbningstid. Så vi opgiver computerarbejdet til fordel for jagten på et åbent supermarked. Desværre med et negativt resultat. Alle forretninger i centrum af Adelaide lukkede kl. 17. Vi må sætte vores lid til spisevognen på toget i morgen.



In the heights with a pensioner discount

EnglishPosted by Claus Ellef Sun, December 28, 2014 13:16:59

Saturday 6th December
After a sleep in and breakfast we investigate the possible ways of getting to Singapore. Claus checks out the Railways website again and it appears that there are two seats available on the 10th – but we can't book online. So we head back to the station and arrive just before 11am – and have to wait as it opens at 11am. But no, it is sold out, even though we say that we can see two seats online. So with all trains booked out will we be able to get a bus ticket? Back to Chinatown and there is no problem booking a bus ticket – we are the first passengers for the 10th and get seat numbers 1 and 2.

Now we can be tourists. We buy some sandwiches and then take the metro to the Petronas Towers. We sit and enjoy the view from the outside – and a man asks us if we want to buy an Iphone – not quite the place one would buy an expensive phone! Inside and we find out the first available tour is at 3.30pm – a wait of 2½ hours. Claus is also asked his age – and is pleasantly surprised to hear that he qualifies as a pensioner at the age of 55 in Malaysia. So he gets in for half price! Between the two towers is a shopping mall, so spend the waiting time by checking out some shops before having a coffee. The mall is packed with shoppers getting ready for Christmas. We notice that many shops don't have "Merry Christmas" signs but merely the more neutral Seasons Greetings. After depositing our backpack we are ready for our tour, and take the elevator up to the 41st floor, (170 metres above street levvel) where we get a short history of the towers and have 15 minutes to wander over the 58 metre long bridge between the two towers. Then another two elevators take us up to the 86th floor. Fantastic views of the city – and a clear day.



I højden med pensionistrabat

DanskPosted by Claus Ellef Sun, December 28, 2014 13:11:32

06/12/14

Vi sover længe, men ikke længere end der er tid til morgenmad på 6. etage. I modsætning til det noget afvisende personale i receptionen, er personalet her meget imødekommende og hjælpsomme. Efter morgenmaden går vi tilbage til værelset. De udsolgte tog til Singapore nager os stadig. Kan det nu være rigtigt? Jeg surfer lidt rundt på de malaysiske jernbaners hjemmeside og finder ved et tilfælde ud af, er der er to (2) ledige pladser på morgentoget d. 10/12. De kan ikke bookes online, så vi må endnu engang på en ”livsfarlig” gåtur til jernbanestationen.

Vi er noget pengeløse, så vi henvender os til reception. Spørgsmålet om, hvor vi finder en ATM (pengeautomat), efterlader den unge pige bag skranken målløs. Hun ved ikke, hvad det er. Da vi siger ”bank”, går hun ud bagved efter hjælp. Hun ved ikke, hvor den nærmeste bank er. Den ligger heldigvis nær hotellet. Der er lukket for almindelige bankforretninger, men en sikkerhedsvagt viser os til pengeautomaterne.

Gåturen til stationen ender resultatløs. Vi er der et par minutter før, billetkontoret åbner kl. 11. Damen bag skranken fastholder, at alle tog er udsolgt. Jeg fortæller, jeg lige har været på nettet og set to ledige pladser, men det kender hun ikke noget til. Vi kan ikke køre det sidste stykke i Asien med tog og må ty til plan B som i bus. Der er adskillige daglige busforbindelser mellem Kuala Lumpur og Singapore, men med udsolgte tog kan det samme vel snart ske med busserne. Nu gælder det om snarest at købe busbilletter. Og et godt sted at starte er ved et hotel i Chinatown. Ikke noget problem – vi er de første til at købe billetter til morgenafgangen d. 10. december, så vi får sæderne 1 og 2.

Endelig kan vi komme videre som turister i KL, og det skal være med et besøg i Petronas Twin Towers. Vi køber et par sandwich og to poletter til undergrundsbanen, og snart sidder vi foran de to 452 meter høje tårne. Vi har endnu ikke sat os for at spise, før vi bliver tilbudt at købe en ny iPhone. Ikke lige et sted, hvor man vil lave et sådant indkøb. Vi takker nej uden at spørge, om den kommer med både garanti og kvittering.

Vi finder billetsalget for at få billetter til næste tur op i tårnene. Desværre er der først ledige pladser kl. 15.30, så vi må vente i 2½ time. Alternativet er at komme tilbage i morgen, men hvad skal vi så bruge resten af i dag til? Så vi beder om to billetter til 15.30. Herren spørger høfligt: ”Hvor gammel er De, hr?” ”55”. ”Så kan De få pensionistrabat! Halv pris!” Det bliver så mit livs første pensionistbillet. Bare ærgerligt vi ikke vidste det, da vi købte togbilletter.

Vi fordriver ventetiden i det store indkøbscenter i tårnenes nederste etager. Butikkerne sælger hovedsageligt dyre mærkevarer, hvilket har tiltrukket et utal af kunder. Alle steder er der pyntet op til jul bortset fra, at ”Merry Christmas” er skiftet ud med det mere neutrale ”Seasons Greetings”.

Tilbage i den underste etage får vi udleveret adgangskort, der hænger om halsen i sorte bånd. Andre gæster i tårnene har andre farver, hvilket gør det lettere, når vi skal ind og ud af elevatorer. Vores lille rygsæk skal deponeres, og vi skal gennem sikkerhedskontrol og -instrukser, før vi kan komme med elevatoren til etage 41 170 meter over gadeniveau. Her forbinder en 58 meter lang ”bro” de to tårne. Udsigten er naturligvis fantastisk, men er den lige så god som højere oppe? Det skal vise sig, da vi 20 minutter senere stiger ud fra endnu en særdeles hurtig elevator. Vi er nu 86. etage med en 360 graders udsigt over Kuala Lumpur. Det er heldigvis en forholdsvis klar dag. Disen ligger helt ude i horisonten. En god oplevelse – og så med pensionistbillet!



Kuala Lumpur

EnglishPosted by Claus Ellef Sun, December 28, 2014 13:09:17

Friday 5th December
Today we are heading to the capital Kuala Lumpur, which involves a bus back to Ipoh and then a train to KL. We are again stopped at a police control station where an armed policeman gets on the bus. He heads strait to one of the rear seats and after talking to that passenger he escorts the passenger off the bus. Apparently an illegal foreigner working without papers. As many of Monday's trains from Buttterworth to KL were booked out we have reserved seats over the internet for the 12 noon train. We reach the train station earlier than expected, and inquire about changing our tickets for the 11am train – but that will cost us 50% of the ticket price, so we settle at the station cafe with a prime seat on the platform and enjoy a cup of coffee and a burger. The train arrives on the platform but has to be cleaned before we can take our places. During the 3 hour journey we reach speeds of 145km/hr. There is a large TV screen at one end of the carriage showing a fantasy film – with subtitles only, and there are several small screens down the carriage showing adverts and warnings about safety – also without sound. Upon arrival at Kuala Lumpur Central station we queue for a budget taxi – a bargain at 10 ringit (about $4). Our hotel room is on the 14th floor, and by leaning out the window we get a good view of the telecommunications tower. In the other direction we can, between the buildings, see the Old Railway Station, called just Kuala Lumpur. Built in the British days, it has minarets as decoration and lattice work on the windows to allow cooling. We decide to walk there to book seats to Singapore and discover how difficult it is to be a pediastrian in KL. Footpaths just stop, there are no subways or overhead crossings to get over the 6 lane road, and the median strip between each direction is about 30cm high and has three narrow steps to get up. But we eventually get there, onto to hear some disappointing news: all trains from KL to Singapore are sold out until the 17th December, even the sleepers. Walking back past our hotel we reach Chinatown, where we enjoy dinner (especially as they forgot to charge us for one meal!) before buying a bottle of wine to celebrate my birthday. On the way back to the hotel we wander down Petaling Street, one of the renouned shopping streets of KL. A pedestrian mall in the daytime, but in the evening there are two lanes of extra stalls down the middle, selling everything from clothing to bags to shoes to electrical goods. We buy a Malaysian adaptor, bargaining from a starting price of 20 ringit down to 6.



Kuala Lumpur med forhindringer

DanskPosted by Claus Ellef Sun, December 28, 2014 13:04:02

05/12/14

Dagens destination er Kuala Lumpur. Den hurtigste og billigste måde at komme fra Tanah Rata til Kuala Lumpur er med en direkte bus, men vi har besluttet, at på denne turen vil vi rejse med tog, hvis det er muligt. Derfor skal vi tilbage til Ipoh med bus og derfra med tog til Kuala Lumpur. Da vi ankom til Ipoh i mandags, så vi, at mange tog allerede var udsolgt. Vi har derfor allerede købt billetter til afgangen kl. 12 på internettet. Det skulle give os nok tid, selv hvis bussen bliver forsinket.

Busturen er ad den samme snoede vej som i mandags. Vi bliver stoppet ved en politikontrol i udkanten af Ipoh. En uniformeret og bevæbnet betjent stiger på bussen. Han går straks til et sæde bagerst. Efter en kort samtale fører han stille og roligt en passager ud ad bussen. Tilsyneladende en illegal indvandrer uden de korrekte ID-papirer. Ingen af de øvrige passagerer reagerer, da vi kører videre.

Bussen er ikke forsinket, så vi skynder os at gå til stationen i håb om at komme med et tidligere tog kl. 11. Der er ledige pladser, men vi skal betale 50 % i gebyr for at ændre vores billetter. Vi synes, det er alt for meget, så vi vil hellere vente og drikke kaffe i en lille café. Adgangen fra forhallen til perronerne er kun åben umiddelbart før togafgang, men sjovt nok kan man bare gå gennem caféen for at komme til dens borde på perronen. Her sidder vi så, mens vi iagttager toggangen. Et enkelt godstog udelukkende med containere ankommer, inden toget kl. 11 bliver rangeret til perron. Det består af moderne elektriske togsæt med hovedsageligt kvindelig personale i smarte uniformer, som var de stewardesser på et fly.

Caféen sælger også kyllingeburgere, så vi griber chancen for en let frokost, før vi skal med toget. Damerne bag disken spørger et par gange, om jeg ønsker dem krydrede. De vil nødigt udsætte en vesterlænding for et kulinarisk chok. Burgerne ankommer, og vi kan dårligt smage chili'en. Måske cafédamerne på egen hånd har besluttet, at det midaldrende par med rygsækkene ikke ved, hvad krydret mad er.

Toget ankommer fra Kuala Lumpur, men det tager noget tid, før vi kan stige på. Først skal der gøre rent, og personalet får nye lister over solgte pladser. Da vi finder vores pladser, ligger der en avis. Her kan vi læse, at der i går har været en razzia mod en farm nær Tanah Rata. Politiet og andre myndigheder fandt 27 illegale indvandrere fra Myanmar og Bangladesh.

Hurtigt efter afgang sættes farten op. Et display oven døren viser hastigheden, der topper ved 145 km/t, hvilket er en ganske høj fart på en sporvidde på kun 1000 mm. Heldigvis bruger det malaysiske jernbaner væsentligt flere ressourcer på sporvedligeholdelse end de thailandske jernbaner. Som i et fly er der TV-skærme i vognen. Et stor skærm på endevæggen viser med afbrydelser en fantasy-film, mens mindre skærme under loftet konstant skifter mellem reklamer og advarsler fra jernbanerne. Alt er uden lyd, så man skal være god til at læse undertekster på lang afstand.

Da vi kommer til Kuala Lumpur, standser toget logisk nok på en station med navnet ”Kuala Lumpur”. Det er bare ikke hovedbanegården, der hedder ”KL Central”. ”Kuala Lumpur” er den tidligere hovedbanegård og opført af briterne i kolonitiden. Som i Ipoh er det et imponerende bygningsværk i maurisk stil med tårne og arabisk inspireret murværk og vinduer. Den er med tiden blevet for lille, så nu er den blot et stop for især regionale tog. Vi mener, ”Kuala Lumpur” ligger nær vores hotel, men er ikke helt sikre. Så vi når ikke at stå af, før toget sætter i gang, og vi ender på ”Central”. Det er en meget moderne og ucharmerende banegård, hvis lige kan findes mange andre steder i verden. Den har dog en fordel: Man kan købe billige taxi-boner. På den måde kommer vi hurtigt og nemt til vores hotel for blot 10 ringit (20 kr.). Vi får et værelse på 14 etage med udsigt til bl.a. ”Kuala Lumpur” stationen.

Det er først på eftermiddagen, og vi har ikke de store planer for dagen, bortset fra vi vil fejre Sharons fødselsdag med en god middag med rødvin på en god restaurant. Indtil da bruger vil vi bruge tiden på at planlægge dagene her i KL, som Kuala Lumpur kaldes blandt de lokale. Hotellet ser ud til at være OK, selv om personalet i receptionen ikke taler meget engelsk. Vi har allerede booket tre nætter i Singapore, men hvis vi ændrer dette til to, får vi mere tid her samtidigt med at vi sparer penge. Så det er det, vi gør. Ganske vist kan personalet i receptionen ikke forlænge vores ophold med en ekstra nat. Det må vi selv gøre gennem Booking.com. Med overnatningerne på plads er næste skridt at købe togbilletter til Singapore d. 10. december. Den gamle jernbanestation ligger jo ikke langt fra hotellet, så hvorfor ikke gå derhen og klare billetkøbet? Vi spørger i receptionen, hvordan vi kommer til stationen. Svaret er en løftet arm i retning af stationen. Vi ved sådan set godt, hvor den ligger, så det var ikke megen hjælp.

Trafikken i George Town var slem for fodgængere, men den er for intet at regne, når vi sammenligner med de genvordigheder, vi oplever her i KL. Fortovet ophører uden grund, og for at komme videre mod jernbanestationen, skal vi krydse en 6-sporet vej. Der er ingen fodgængerovergang eller -bro, så vi håbe det bedste, da vi står ved vejkanten. Hvis vi klarer de første tre vejbaner, er der en 50 cm forhøjning, vi kan klatre op på og komme i sikkerhed, inden vi krydser de næste tre vejbaner. På den modsatte side er der igen et fortov. Trafikken består hovedsageligt af biler, der kører så hurtigt som muligt, uden der tages hensyn til et par dumdristige fodgængere. Vi kommer helskindet over denne gang og fortsætter til stationen. Vi finder billetsalget i den imponerende men mennesketomme hovedbygning og får den nedslående besked. ”Alle tog til Singapore er udsolgt indtil d. 17. december!” Og det gælder alle tog uanset afgangstidspunkt (der er tre tog dagligt).

Således lettere nedtrykte kaster vi os ud i den livsfarlige trafik igen. Vi går forbi vores hotel for at komme til Chinatown med alle dens butikker, boder og restauranter. Turen dertil indebærer yderligere en krydsning af en 6-sporet vej. Det tager en evighed, og mens vi venter på midterrabatten spotter vi en overdækket gangbro lidt længere henne. Fremover skal den bruges til og fra Chinatown. Det betyder en lidt længere gåtur, men vi er i det mindste i sikkerhed, mens vi krydser.

Chinatown er et kaos af boder, smalle ”gader” og turister. Vi er bl.a. kommet for at købe en adaptor til stikkontakterne, så vi kan oplade computer og telefon. Receptionen på hotellet havde naturligvis ingen til udlån men henviste os hertil. De fleste boder forsøger at sælge os ure og livremme, men en sælger heldigvis elektriske artikler herunder en adaptor. Da jeg hører prisen er 20 ringit, udbryder jeg helt automatisk:”Det må være en vittighed!” Prisen falder derefter til det halve, og vi ender på 6 ringit.

Klokken er ved at være 19, så vi ændrer planer. Den hyggelige restaurant med god mad og rødvin må blive en anden dag. Godt nok er der masser af spisesteder omkring os, men kalde dem hyggelige restauranter er en overdrivelse. De er mere halvdyre turistfælder. Vi finder en vinbutik, hvor priserne for rødvin starter omkring 50 ringit (100 kr). Ikke billigt, men vi har ikke drukket vin i flere måneder, og det er jo Sharons fødselsdag. Så der kommer en flaske i rygsækken til senere nydelse på værelset. Nu skal vi bare have noget at spise. Vi studerer flere forskellige menu-kort, før vi sætter os. Nu har vi så bare det problem, at vinindkøbet gjorde et alvorligt indhug i vores kontantbeholdning. Spisestederne tager ikke imod kreditkort, og der er ikke en pengeautomat i nærheden. Så en diskret optælling af pengebeholdningen afgør, hvilken fødselsdagsmiddag der er råd til. Den bliver ikke imponerende. Da regningen dukker op, er der kun skrevet én hovedret på den. Vi betaler hurtigt og forsvinder til hotelværelset, hvor et glas rødvin aldrig har smagt så godt.



Next »