Claus & Sharon's Travel Blog

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

Fra nord til syd med The Ghan

DanskPosted by Sharon Payne Sun, January 11, 2015 04:40:24

17/12/14

The Ghan har afgang fra Darwin i dag k. 10.00, men alle passagerer skal tjekke ind senest en time før, så vi er allerede ved stationen 8.45. Det burde vrimle med forventningsfulde rejsende, men det er ikke just tilfældet. Nok er der forventningsfulde rejsende, men der er forbavsende få. Vi går over til rejsegodsindleveringen. På grund af begrænset plads i kupéen bliver de store rygsække indskrevet og fragtet i togets rejsegodsvogn. Om det er, fordi vi ikke har kufferter, at der bliver bundet ”Red Class” mærker på rygsækkene, ved vi ikke. Måske går personalet automatisk ud fra, at rygsækrejsende da ikke har billetter til den finere ”Gold Class”. Da personalet får set nærmere på vores printede reservation, bliver der undskyldt, og nye mærker kommer på rygsækkene. Ikke fordi det betyder noget for os, så længe rygsækkene kommer med toget hele vejen til Adelaide.

Ved perronen, som ikke er højere end overkanten sporets sveller, holder the Ghan – 26 vogne forspændt to lokomotiver. Vognene tilhører ”Great Southern Rail”, der står for driften af the Ghan, the Indian Pacific (Sydney-Perth) og the Overland (Adelaide-Melbourne). Blandt vognene er 3 vogne til biler (man kan som passager få sin bil med toget), generatorvogne, der leverer elektricitet til resten af toget, personalevogn, spisevogne, cafévogn, ”lounge car” (vogn med sofaer og bar), Platinum Class vogn (sovevogn med dobbeltseng, eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, gratis udflugter samt andre goder), ”Gold Class” vogne (sovevogne med køjeseng, eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, samt gratis udflugter) og ”Red Class” vogne (siddevogne med adgang til cafévogn). De to lokomotiver tilhører ”Pacific National”, der som hovedopgave kører alle godstog i Australien, men altså også leverer trækkraft til ”Great Southern Rails” tog. Det forreste lokomotiv er i ”Pacific Nationals” almindelige gule og blå farver, mens det andet lokomotiv er rødmalet med the Ghan's logo (en kamel med dens rytter).

Vi kan ikke stå på toget endnu, så der er god tid til at tage billeder. Bla af os alle tre (Robynann, Sharon og Claus) ved ”det rigtige lokomotiv”, før vi må sige farvel til førstnævnte, der skal på arbejde. Langsomt kommer der flere passagerer. Mange ankommer med busser, så de er sikkert en del af større selskaber. Andre er blevet afhentet i limousine ved deres hotel og bliver kørt helt op til toget. De skal ikke vente med at stå på. En af fordelene ved den særdeles dyre ”Platinum Class”. Kl. 9.40 annonceres det over højttalerne, at toget er klar til ombordstigning. Vi går hen til vogn L, hvor der er opstillet en lille trappe for at lette ombordstigningen. I vores kupé 11/12 er der til højre en trepersoners sofa og til venstre dør ind til toilet og brusebad samt garderobe med pengeskab. Uden tvivl det bedste tog på vores rejse.

Lidt før kl. 10 bliver personalet over togets interne højttalersystem, der undervejs også vil holder os informeret om turen, bedt om at sikre togets døre, da det er tid til afgang. Kl. 10 kører vi langsomt ud fra stationen og gennem industriområdet. Efter et kvarters tid passerer vi en større rangerbanegård, før farten sættes op, og vi forlader Darwin. En servicemedarbejder (toget har ikke togbetjente) kommer og fortæller os om kupéens indretning. Lidt senere tager Sam, der er manager i spisevognen, mod vores reservation til aftensmad. Der er tre tidspunkter, og vi vælger det seneste kl. 20. Ifølge Sam et godt valg, da der er rigtigt mange børnefamilier, der har valgt de tidligere tidspunkter. Sam spørger os, om vi ønsker at blive vækket i morgen tidligt med en kop kaffe i sengen. ”Ja, hvorfor ikke?!”. Vi kan ikke selv vælge frokosttidspunkt i dag, da vi skal på udflugt i Katherine. Så frokosten er allerede kl. 11.

Lidt før elleve går vi mod spisevognen. Undervejs skal vi gennem sovevognen med enkeltkupéer. For at udnytte pladsen bedst muligt er kupéerne ”flettet” ind i hinanden, med det resultat at midtergangen snor sig som en rækker S'er i forlængelse af hinanden. Sidste vogn før spisevognen er loungen, hvor gæster nyder gratis drinks før frokost. Hvorfor kom vi ikke lidt tidligere? Sam viser os til et bord, som vi deler med et engelsk ægtepar. Nu gælder det om først at vælge to retter fra det omfangsrige menukort. Dernæst skal der vælges fra vinkortet. Skal det være en af de 5 rødvine eller 5 hvidvine? Vi kan jo også vælge champagne! Øl er bare for simpelt! Nu behøver vi jo ikke at drikke det samme til forret og hovedret, ligesom desserten kunne ledsages af en tredje vin. Vi skal vist passe på promillen.

Toget ankommer til Katherine, og vi stiger ud i 37 graders varme. Noget varmere end Darwin men meget mere behageligt, da luftfugtigheden ikke er så stor. Vi finder bussen, der skal køre os til Katherine Gorge eller mere korrekt Nitmiluk National Park en god halv times kørsel fra stationen. Vi stiger på en overdækket motorbåd, der sejler os op gennem den første slugt. Bådens fører, der også er guide, beretter om nationalparken, slugterne og floden. På grund af særlige geologiske forhold er alle sving på floden 90 grader. Klippevæggene står lodret ved flodens bredder og over os hænger tunge mørke skyer. Efter en lang tørtid er vandstanden i floden ret lav, så vi kan ikke sejle fra første til anden slugt. Vi skal derfor gå nogle få hundrede meter, men netop som vi skal til at gå fra borde, afleverer de mørke skyer en stor del af deres vand. De fleste passagerer tager imod tynde plastikregnfakker i ”festlige” farver, men jeg skønner, at et regnvejr her er som et regnvejr i Danmark bare varmere. Så det holder nok op, og mit tøj tørrer igen. Og ganske rigtigt. Vi når ikke hen til næste båd, før solen skinner igen, og varmen slår ud fra klipperne. Jeg tørrer og undgik at ligne en turist på en regnfuld charterferie.

Tilbage på toget fortsætter vi gennem et landskab, der jorden bliver mere og mere rød, mens bevoksningen bliver mere sparsom. Vi er på vej gennem ”out-back” Australien. Efter vi har nydt en flot solnedgang, går vi til loungen. Vi vil være sikre på, at vi kan nå et glas champagne før middagen. Det når vi ikke helt, så vi tager de halvtomme glas med os til spisevognen. Som ved frokosten skal vi i gang med beslutninger. Hvilke 3 retter skal vi vælge fra menukortet, og hvilke vine skal vi drikke? Vi kan selvfølgelig gøre som John på den anden side af bordet: Starte fra toppen og arbejde os ned gennem vinkortet. Ikke nogen dårlig plan. Vi er jo på sidste hold i spisevognen, så vi kan blive siddende så længe, vi vil. Så det gør vi så. John er en ganske underholdende og berejst underviser (professor?) i mikrobiologi fra et universitet i London.

Tilbage i vores kupé er sofaen omdannet til seng og overkøjen foldet ned. På dynen ligger chokolade, og et varmt brusebad venter. Vi kan vist godt vænne os til togrejser som denne.

18/12/14

Klokken er 6.20, da vi bliver vækket af en banken på døren til kupéen. Det er tid til morgenkaffe på sengen. Da vi sagde ja til tilbuddet i går, var vi ikke klar over, at den serveres umiddelbart før starten på morgenmadsserveringen i spisevognen. Vi har ikke planlagt en så tidlig morgen. Vi har kørt hele natten mod Alice Springs kun afbrudt af et ophold i Tennant Creek ved halv-fire tiden, så et godstog kunne krydse os. Vi er vant til at sove i et tog, så vi fik en god nattesøvn, selvom toget ikke har den sædvanlige konstante vuggende rytme, vi kender fra de tidligere nattog. Sporet er uden samlinger, så det er næsten lydløst. Til gengæld gynger det noget var side til side.

Vi nyder morgenkaffen, inden vi står op og kommer i tøjet. Vi kan få morgenmad, når vi lyst, så vi er i spisevognen 7.30. Igen er der mange fristende tilbud på menukortet. Vi deler morgenbord med et tysk ægtepar, der er i Australien for 10. gang! Det er dog første gang, de rejser med tog. De lejer almindeligvis en bil og camperer i telt.

Toget ankommer til Alice Springs. Da vi begge har været her før, vælger vi et besøg i Alice Springs Desert Park i stedet for en bytur. Desert Park ligger en kort køretur fra stationen. Chaufføren fortæller, at temperaturen i går var 46 grader, men efter regnvejr i løbet af natten er der nu behagelige 22 grader.

Desert Park er en nationalpark med fokus på dyr og planter fra det centrale Australien, så som noget usædvanligt for en nationalpark er nogle planter plantet og ikke vilde og dyr er holdt i bure og terrarier. Vores guide viser vej til ”Naturteateret”, der ikke er et teater men en arena for fritflyvende fugle. Undervej dertil kommer vi bla. forbi et indelukke med to unge dingoer – bror og søster. En dyrepasser fortæller, at de har haft et søskendeskænderi, der resulterede i et besøg hos dyrelægen og adskillige sting i hovedet på hannen. Nu bliver de luftet hver for sig! Det er dog håbet, at de igen kan være sammen uden at slås.

De fritflyvende fugle er i modsætning til showet i Kuala Lumpur ikke trænet til at udføre kunster, der ikke er almindelig adfærd. I stedet er de trænet til at viser karakteristika for deres art. En slørugle viser, at den kan flyve omkring absolut lydløst. En glente står stille i luften. En fiskeørn griber føde fra et meget lille vandhul. En australsk triel (Bush stone-curlew) går rundt blandt publikum på jagt efter føde. Alt sker på fuglenes naturlige instinkt og med grundig forklaring fra naturvejledere. Langt bedre end ”pop-showet” i Kuala Lumpur.

Efter fuglene går vi til bygningen med nataktive dyr. Her er genskabt naturlige habitater for pungdyr, øgler og slanger, og ved at dæmpe belysningen til ”fuldmåneskær” kan vi, når vores øjne har vænnet sig til det sparsomme lys, se dyr, der normalt vil være skjult i dagtimerne. For at undgå, dyrene bliver stresset af mangel på søvn og ro, er bygningen fuldt oplyst om natten.

Besøget slutter i parkens cafeteria, hvor en naturvejleder præsenterer en seks måneder gammel kilehaleørn. Den unge han er næsten udvokset og vejer 3 kg med et vingefang på omkring 2 meter. Den sidder stille på naturvejlederens arm, mens den konstant spejder rundt i lokalet. Den blev sammen med en søster reddet fra sultedøden, da naturvejledere havde observeret et ørnepar bruge al deres tid på at forsvare deres rede i stedet for at fodre ungerne. Alle fugle i naturparken er i øvrigt hentet i naturen, da et avlsprogram vil give et overskud af fugle.

12.45 er der afgang fra Alice Springs. Lige syd for byen går jernbanen gennem en smal åbning (The Gap) i bjergkæden the MacDonell Ranges. Efter frokost sidder vi i kupéen og stirrer på landskabet udenfor. Det er meget fladt med horisonten adskillige kilometer væk. Den røde jord har kun næring og fugtighed til få græstotter og buske, men alligevel nok til at give føde og skygge til små flokke af køer. Spor i sandet viser, at dyrene vandrer af de samme ruter mod lavninger i håb om at finde vand. Langs sporet løber et sandet hjulspor, der bliver brugt af jernbanearbejdere. Hist og her kan vi se dæmninger og rester af broer fra den oprindelige smalsporede jernbane mellem Adelaide og Alice Springs. Den blev ofte afbrudt af oversvømmelser, så da den nuværende normalsporede jernbane blev anlagt, valgte man et andet forløb, der ikke er så udsat for naturens kræfter. Lige før kl. 16 passerer vi skulpturen ”the Iron Man”, der forestiller en mand med en betonsvelle på skulderen (manden er lavet af jernbaneskinner, mens svellen er en rigtig betonsvelle). Skulpturen er udført og opstillet af jernbanearbejdere for at markere lægningen af svelle nr. 1.000.000 mellem Adelaide og Alice Springs.

Vi kører nu ind på et vigespor og standser. Vi er nær Kulgera og Uluru (Ayers Rock) ligger omkring 90 km herfra. Ikke fordi vi kan se den. Faktisk kan vi blot se rødt sand og ikke meget andet i de næste 55 minutter. Endelig kommer årsager til ventetiden kørende forbi - et langt godstog på vej nordpå med containere. Det varer lidt, inden vi fortsætter. Der er ingen signaler langs jernbanen, så al sikkerhed er radiokontrolleret. Det betyder bla. at de stedbetjente (håndbetjente) sporskifter kun må omstilles efter tilladelse over radioen. Omstillingen af sporskifter foretages af en af lokomotivførerne, der, mens han venter, inspicerer det forbikørende godstog. Ved vigesporet ligger også et stor vendetrekant med meget snævre kurver. Gennem trekanten er det muligt at skifte køreretning for sporvedligeholdelseskøretøjer. Sporet bruges sikkert ikke ofte, men alligevel er skinnerne helt blanke. Det vidner om et meget tørt klima uden megen nedbør, så det tager lang tid, før skinnerne begynder at ruste.

Ved halv-seks tiden passerer toget grænsen mellem Northern Territory og South Australia. Landskabet forandrer umærkeligt med flere træer, buske og vandhuller. Mod vest er et kolossalt regnvejr under udvikling, hvilket giver nogle imponerende skyformationer i solnedgangen. Vi spiser igen sen aftensmad. I aften er det samme med et engelsk ægtepar, der er på deres første familiebesøg i Australien. Vi har planlagt gå tidligt til køjs, men selskabet er hyggeligt. Sengetiden bliver yderligere forsinket, da det over togets højttaleranlæg bliver meddelt, at vi nu er på South Australia tid, og urene skal stilles én time frem.

19/12/14

Vi vågner i par gange i løbet af natten. Udenfor er det bælgmørkt, men vi kan se stjerner på himlen og lysene fra lastbiler, der kører fjerne hovedveje. Da vi bliver vækket med morgenkaffe, har landskabet forandret sig. I løbet af natten er toget nået til det frugtbare kystområde i South Australia. Til venstre anes bjergkæden Flinders Ranges og på begge sider af sporet er indhegnede marker med hovedsageligt hvede, der er eller snart bliver høstet. Vi er på hovedsporet mellem Sydney, Adelaide og Perth, hvilket giver en roligere kørsel end på sporet fra Darwin.

Planmæssig ankomst til Adelaide er 11.30, så morgenmad og frokost er i dag slået sammen til ”brunch” mellem kl. 9. og 10.30. På menuen er laks og steaks, men vi synes, det er lidt for tidligt for et så solidt måltid, så vi bestiller ”English breakfast” med æg, bacon, pølser, tomat og brød.

Med sulten stillet er det tid til at pakke sammen. Vi nærmer os Adelaides forstæder med huse, haver og trafik, hvilket vi stort ikke har set siden Darwin. Vi ankommer til tiden til Parklands Terminal, der udelukkende betjener ”Great Southern Rails” tog. Lokaltog afgår fra den gamle station i Adelaides centrum. Efter en kort ventetid er bagage klar til afhentning på perronen nær rejsegodsvognen, men vi aflægger først et besøg i souvenirbutikken. Der er nu ikke meget, der falder i vores smag. Kun et genoptryk af en gammel plakat for den originale the Ghan vurderes som værd at købe. Vi når alligevel at bruge så megen tid i butikken, at vores rygsække er forsvundet fra perronen. Heldigvis er det blot båret indenfor, hvor de kan være under opsyn indtil afhentning.

Vi har booket et hotel i Adelaides centrum. Uheldigvis er der kun plads til én mere i bussen ind til byen, og det er ikke til at få øje på en taxi. Så det er på med rygsækkene, og af sted vi går. Så langt er der jo heller ikke – eller er der?

Der er i hvert fald noget længere, end vi har forventet. Adelaides centrum er omgivet af grønne områder og parker, hvilket giver byen en hel særlig atmosfære. Men det er træls, når man har tunge rygsække, og det er varmt. Efter en god halv times tids kan vi se et stort skilt med hotellets navn på en husgavl. Vi kan bare ikke finde indgangen. Efter vi forgæves har gået endnu et stykke tid, lægger vi en ny plan. Jeg bliver ved en bænk med al bagagen, mens Sharon går på jagt efter hotelindgangen. Ti minutter senere vender hun tilbage. Skiltet, vi har set, tilhører et hotel med samme navn blot i en anden gade. Vores hotel ligger mindre end 50 meter fra, hvor vi står.

Vi tilbringer resten af eftermiddagen med at vandre rundt i den nærmeste gågade. Alt og alle er klar til de sidste juleforberedelser og -indkøb. På gaden optræder musikanter; boder sælger mad og drikke; en herre uddeler brochurer, der proklamerer ”Jesus er svaret!”. Det er så op til os at finde spørgsmålet!