Claus & Sharon's Travel Blog

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

Rundt i Darwin

DanskPosted by Sharon Payne Wed, January 07, 2015 06:12:04

14/12/14

Efter to nætters halvdårlig søvn i Singapore og stort set ingen søvn på flyet lykkes det os at sove indtil kl. 11 på trods af varmen og den fugtige luft. Luftfugtigheden er så høj, at en T-shirt er gennemvåd en halv time efter, man har taget den på. Vi besøger Darwin på det værst tænkelige tidspunkt – i regntiden. Ikke at det regner hele tiden, men luftfugtigheden må være tæt på 100 %!

Efter frokost kører vi først til Charles Darwin National Park, hvor der ligger flere ammunitionsdepoter fra 2. Verdenskrig. De var i brug indtil 1980'erne, og det ene er nu museum. Her er en udstilling om depoterne, og japanernes gentagne bombninger af Darwin under 2. Verdenskrig.

Fra nationalparken fortsætter vi til jernbanestationen, hvorfra the Ghan afgår på onsdag. Stationen er ganske mennesketom og ligger for sig selv i et stort industrikvarter langt fra Darwins centrum Et noget simpelt og upassende udgangspunkt for en verdens bedste togrejser.

Vi kører ind til byen, hvor vi stopper ved Parliament House og et udsigtspunkt over havnen. Skilte informerer grundigt om ødelæggelserne under 2. Verdenskrig. Darwin Military Museum på East Point har en omfattende udstilling om emnet. Vi kører derhen, men det er blevet for sent for et besøg i dag. I stedet går vi en tur gennem mangroven ikke langt derfra. Vi går ad en ”boardwalk” hævet godt en meter over den mudrede men tørlagte havbund. Det er ebbe lige nu, men tidevandsforskellen er 9 meter. Træerne er typiske mangrovetræer med støtterødder, der løfter træstammerne fri af højvandet. På havbunden løber krabber i forskellige farver, og dyndspringere maver sig frem indtil, det igen bliver højvande.