Claus & Sharon's Travel Blog

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

Ukendt adresse

DanskPosted by Sharon Payne Wed, January 07, 2015 06:05:04

13/12/14

Vi lander i nattemørket kl. 5.20. Under indflyvningen kunne vi se lysene i Darwins gader, men ellers var der ikke mange tegn på liv i det nordlige Australien. Med et halvtomt fly er der ikke lange køer ved paskontrollen, så det bliver hurtigt vores tur. Sharon går som australsk statsborger bare lige igennem, mens jeg må vente den tid, det nu tager at sætte et stempel i passet. Vi er ellers forberedt på diverse spørgsmål og fremvisning af flybillet ud af landet, men pasbetjenten er mere interesseret i tidlig fyraften.

Vi tager rygsækkene fra bagagebåndet og lægger dem på en vogn, inden vi går til toldkontrollen. Sharon har angivet på indrejsepapirerne, at hun medbringer fødevarer. Så mens to par foran os bliver bedt om at lægge deres bagage til gennemlysning, bliver vi bedt om at gå til skranken med en veterinær- og karantænebetjent. Vi viser ham chokoladefrøerne, pebernødderne og brunkagerne, som han finder særdeles interessante, men da de er i uåbnede pakninger, kan vi tage dem med os ind i Australien.

Udenfor er det så småt ved at blive lyst. Det er varmt, men det er vi jo vant til efter ugerne i Asien. Hvad vi derimod ikke er vant til er den høje luftfugtighed. Det føles, som om vi skubber to tunge rygsække gennem et drivhus, mens vi går hen til en taxi. Vi stiger ind og fortæller chaufføren, hvor han skal køre os hen. Han skriver adressen ind i GPS'en og fortæller på et noget gebrokkent engelsk (!), at vejen ikke findes. Sharon gentager adressen velvidende, at den er god nok, og chaufføren fastholder, at den ikke findes. Først da vi giver ham adressen skrevet med blokbogstaver på et stykke papirer, lykkes det ham at få den ind i GPS'en.

Taxituren er kun nogle få kilometer, så ved halv-syv tiden står vi foran en blok med seks lejligheder i Nightcliff, en forstad til Darwin. Bortset fra en velvoksen hankat på stien op mod lejlighed nr. 3 er alt stille. Vi har ikke været her før, men vi går ud fra, at det er her Robynann bor. Robynann og Sharon kender hinanden fra tiden som barpiger på en pub i London efterfulgt af en tur gennem Europa, inden de begge fik arbejde i Schweiz. Siden har de holdt kontakten vedlige gennem breve og emails, men det er 18 år siden, de har set hinanden. Nu håber vi, det er den rigtige dør, vi vedholdende banker på. Der sker ikke rigtigt noget – bortset fra katten hurtigt forsvinder – men efter et stykke tid bliver døren lukket op. Det er heldigvis Robynann, der byder os velkommen indenfor. Efter en kop te og introduktion til herren i huset, hankatten Koko, får vi nogle timers forsinket nattesøvn.