Claus & Sharon's Travel Blog

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

The last trains

EnglishPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:38:04

Monday 22nd December
Our last day of the tour. The Overland (from Adelaide to Melbourne - 828km) departs at 7.40am, and according to our ticket, final check-in at Parklands Terminal is by 6.40am. So we are up at 5am, giving us time to eat breakfast and the final packing before catching the bus from just outside the hotel. We aren't the only passengers on the way to the train station - two other passengers have suitcases and alight at the same stop. Inside the terminal we join the small queue and get rid of our bags – both get a ”heavy” label attached. Ten minutes later the queue has doubled in length and is out of the door. We have a bit of a wait before we can get on the train, time for Claus to get some photos and to check out our fellow passengers: the majority are pensionists, the rest are of all ages and there are a few German and French speaking tourists. This is the last train to Melbourne before Christmas, and many are heading to Melbourne for Christmas with family, judging by the many bags of wrapped gifts. One passenger has her Santa hat on with flashing ”Merry Xmas” lights. The carriage attendant gives us an explanation of the train, in particular how the toilet locks. One must push a button to close the door and then push another button to lock it. During the journey there are many passengers who forget to lock the door whilst inside, so luckily there is an elderly couple in the first row who are good to warn the next toilet customer that it is occupied.

We depart on time and are soon heading up into the Adelaide Hills, with short glimpses of the coastline to our right before reaching the highest point on the journey: Mt. Lofty. Many of the houses are built of large sandstone coloured building blocks with wide verandahs to combat the heat. We stop at Murray Bridge and Bordertown before crossing the border to Victoria, and we have to set our watches forward by a half hour. The countryside is flat, this area is known as the "wheat belt" of Victoria.

At Horsham I catch up (very briefly) with my old friends Bev and Greg, and they get to meet Claus for the first time. Officially we aren't allowed off the train if we are travelling further, but I manage a short chat with them thru the open door before the train pulls out. Now it's time to check out the dining options and we choose to share a serve of fish and chips and a meatball baguette.

After Horsham we stop at Stawell and Ararat before the train heads more to the south and stops in Geelong North, then heads north to Melbourne. Just after leaving Geelong we are informed that we might arrive twenty minutes early, but no, there are a few delays and we arrive into Southern Cross station at the scheduled time of 6.50pm. There is a queue to get luggage: all the luggage is laid out on the platform and then a small number of passengers are allowed in to collect their bags; when these passengers have departed they let another group in and so on. A sensible way considering the number of elderly passengers with walking sticks or rollators. Once we get out our bags we head over to the main concourse of the station to the suburban metro trains. My brother has sent our myki travel cards to Darwin, so we scan on and wait for the next Berwick train. 7.40pm and we board our last train and head out through the suburbs of Melbourne. It takes just under an hour to reach Berwick, where my brother Keith and his wife Lyma are waiting with cameras to catch us getting off our last train. A fantastic tour has ended.



De sidste tog

DanskPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:29:40

22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5 for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på. Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre. I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede. Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er ”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager. Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag. Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af). For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister, rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi ”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40 stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede af os og toget. En fantastisk tur en slut!



A weekend in Adelaide

EnglishPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:27:07

Saturday 20th December
As we have both read several books on Antartic explorers, we head for the South Australian Museum, which has a large display centered on the Antartic explorer Douglas Mawson, who lived here. The section is full of artefacts (eg his sleeping bag made from camel hair), photos, documents and videos of Douglas Mawson's three explorative journeys just over a hundred years ago. There is also a replica of the hut where the whole party lived, and a special place for Mawson's knife and half sled. During a mapping expedition out from base camp his two companions died, and Mawson then used the knife to saw the sled in half before walking back to base camp – a solo journey of 160km. Other exhibitions featured Aboriginal culture, Egyptian artefacts, megafauna, fossils, meteorites, minerals and opals. In the gift shop it is possible to buy the same style of balaclava that Mawson wore – or even the pattern so you can knit your own. A picnic lunch outside the well designed war memorial – one can walk inside and find all the names of people who died in WWI inscribed on plaques on the walls.


Sunday 21st December
Just a short metro train ride to Port Adelaide brings us to the National Railway Museum, which despite the name contains mostly South Australian railway history. They are definitely not short of rolling stock with two buildings each with four to five tracks, each with at least four engines or carriages standing. It is possible to walk through some of the carriages and see how sleeping compartments were designed almost one hundred years ago. Three wagons come from ”The Tea and Sugar” train, which began in 1917 with the sole purpose to bring daily necessities out to the workers laying the railway between Adelaide and Perth. As the track didn't pass close to existing towns there was no other way to bring in supplies. After the railway line was finished small towns sprang up along the railway line, but these also needed supplies, so the Tea and Sugar kept running. One carriage included a bank, another housed the shop and another the butcher. As there was no coldroom in the train there were a few animals in small pens on the train, and the butcher slaughtered an animal as there was the need. The train also had a cinema and from the 1970's a doctor's clinic. Each December there was an extra carraige for Santa – bringing Christmas joy to the children along the track. The train finally stopped running in 1996.

Back to the hotel for some PC work and when I head out to buy some groceries at Woolworths in the nearby Rundle Street Mall at 5.30pm it is closed – as are most of the shops. So we then head down to the Coles supermarket near Chinatown and that is also closed. All the shops in the centre of Adelaide close at 5pm, even though it is the last Sunday before Christmas! So there goes our picnic lunch for the train tomorrow – hope the dining car isn't too overpriced.



En weekend med Mawson og museer

DanskPosted by Claus Ellef Mon, January 19, 2015 05:07:46

20/12/14

Vi er jo egentlig i Adelaide, fordi vi ikke kan komme videre. Togforbindelserne i denne del af Australien er noget begrænset i antal, så vi må vente indtil d. 22., før vi kan komme det sidste stykke til Melbourne. Så nu gælder det om at finde på noget at se. Vi har begge læst adskillige bøger om udforskningen af Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet. En af polarforskerne var Mawson, og han kom vist fra Adelaide. En søgning på Google viser, at South Australian Museum har en hel afdeling om Mawson. Så der må vi hen.

Museet er som museet, vi besøgte i Darwin – bare større. Så her afdelinger og udstillinger om Det gamle Egypten og Aboriginals; Fossiler og opaler; Mineraler og meteoritter; Megafauna og pattedyr. Og naturligvis Sir Douglas Mawson. Mawson deltog i flere ekspeditioner til Antarktis både som almindelig deltager og leder. Den mest berømte ekspedition – og Mawsons sidste – startede i december 1911 og blev først afsluttet i 1913, efter flere deltagere havde mistet livet. Udstillingen om Mawson rummer mange af hans personlige ejendele som f.eks. videnskabelige instrumenter, støvler, sovepose af kamelhår, skindhandsker og elefanthue (en kopi og strikkeopskriften kan købes i museets butik) suppleret af breve, papirer og fotos. Der er desuden en model i fuld størrelse af hytten, hvor han og resten af ekspeditionen boede under opholdet i Antarktis. En særlig plads er tildelt Mawsons kniv og halve slæde. Mawson brugte kniven til at save sin slæde over i to halvdele, efter hans to følgesvende var døde på en kortlægningsekspedition i 1912. Med den halve slæde gik Mawson alene mand 160 km. tilbage til hovedkvarteret.


21/12/14

The National Railway Museum ligger i Port Adelaide, og hvad kunne være mere passende efter vores mange og lange togrejser end et besøg her. Så vi går hen til Adelaides gamle station, der ligger nær vores hotel. I dag er en del af den gamle stationsbygning omdannet til kasino, men alle S-tog (metrotog) til Adelaides forstæder har stadig endestation her. Selv om der kun er 5 minutter til næste afgang, og vi ikke ved, hvor og hvordan vi køber billetter, når vi alligevel toget. Som noget usædvanligt for S-tog er togene på denne strækning dieseldrevne og ikke elektriske. Andre strækninger er dog elektrificerede. På en søndag består et togsæt blot af to vogne. Der er heller ikke mange rejsende, der stå på og af toget i løbet af de tyve minutter, turen til Port Adelaide tager.

I Port Adelaide består stationen blot af to perroner, der ligger som en bro henover en firsporet vej. Adgangen til og fra perronerne er handikapvenlig, hvilket betyder ingen trapper (og ingen elevator). Til gengæld er der en uendelig lang rampe, der zigzagger mellem gaden og perronerne. Der tager nogle minutter at forcere rampen, men det er jo godt for kondien – især hvis man skal skynde sig op for at nå et tog. Port Adelaides gader er ligeså mennesketomme som toget, så vi oplever ikke meget på den korte gåtur til jernbanemuseet.

Museet består af to lukkede haller med lokomotiver og vogne fra South Australia. På trods af navnet ”National Railway Museum” er der kun rullende materiel fra denne delstat. Nogle lokomotiver og vogne har selvfølgelig kørt ind i Australiens andre delstater. Oprindeligt var delstaterne selvstændige stater (kolonier) og ikke forenet som i dag. Dette betød, at mange politiske beslutninger blev taget uden hensyntagen til nabostaterne. Dette fik alvorlige konsekvenser for konstruktionen af jernbanerne i 1800-tallet. Man kunne ikke blive enige om en fælles sporvidde! New South Wales anlagde overvejende normalsporede jernbaner (1435 mm). Victoria og South Australia valgte især irsk bredspor (1600 mm), mens jernbanerne i Queensland fik som de første i verden sporvidden 1067 mm. De forskellige sporvidder gav massive problemer for jernbanetrafikken mellem delstaterne. Der måtte anlægges banegårde med forskellige sporvidder, så gods og passagerer kunne flyttes fra et tog til et andet. De fleste steder kunne man nøjes med to forskellige sporvidder, men i Peterborough og Gladstone blev det nødvendigt at anlægge stationer med tre forskellige sporvidder. Alt dette bliver illustreret med diagrammer og ikke mindst lokomotiver og vogne i museets haller. Museets spor er også med 1, 2 og 3 sporvidder, hvilket er interessant og kompliceret.

Tre spændende vogne i samlingen stammer fra ”The Tea & Sugar”. ”The Tea & Sugar” startede i 1917 med at bringe daglige fornødenheder til jernbanearbejderne i færd med at anlægge jernbanen fra Perth til Adelaide. Jernbanearbejderne var helt afhængige af varer fra dette tog, da der ikke fandtes veje i jernbanens nærhed. Efter banens anlæggelse små byer skød op i dens nærhed, så ”The Tea & Sugar” fortsatte med at køre forsyninger til beboerne. I museet er udstillet tre vogne fra toget. En vogn er en rullende bank. En anden er slagterens. Da der ikke var kølerum i toget, blev dyrene (især får) medbragt levende og slagtet undervejs. Den tredje vogn er en rullende købmand. Toget havde også en rullende biograf og i 1970'erne en lægeklinik. I december måned havde ”The Tea & Sugar” en julevogn selvfølgelig med julemand. Det må have været en varm fornøjelse i sommerheden på Nullarbor Plain. Det sidste "The Tea & Sugar" tog kørte i august 1996.

Tilbage på hotellet i Adelaide er det tid for computerarbejde. Værelset har en god men meget dyr internetforbindelse, så planen er at forberede indlæg til bloggen, som vi så kan oploade fra en internetcafé senere i aften. Så mens jeg sætter mig til at skrive, går Sharon ud for at handle en til togrejsen i morgen. Toget har godt nok en buffet/cafévogn, men vi ved ikke, hvad der tilbydes og til hvilken pris. Jeg når dog ikke mange sætninger, før Sharon er tilbage igen. Det er godt sidste søndag før jul, men alle forretninger lukker kl. 17.00! Der er dog et supermarked nær ”Chinatown”, der kan have længere åbningstid. Så vi opgiver computerarbejdet til fordel for jagten på et åbent supermarked. Desværre med et negativt resultat. Alle forretninger i centrum af Adelaide lukkede kl. 17. Vi må sætte vores lid til spisevognen på toget i morgen.



Crossing the continent on The Ghan

EnglishPosted by Sharon Payne Sun, January 11, 2015 04:46:55

Wednesday 17th December
Today we start our longest train trip in Australia: The Ghan from Darwin to Adelaide, a journey of 2979 km taking about 50 hours. Check in must be completed by 9am, with departure scheduled for 10am. We arrive in good time to take photos outside the train and say goodbye to Robynann – it has been great to catch up with her again after many years. Our large bags are checked in and we just have our small bags with us - our Gold class cabin has a bunk berth with its own bathroom – including shower. The train has three classes: Red class seating carriages, with a cafe; Gold class carriages (one carriage with single berths only) with a lounge and dining carriage; and the top grade is Platinum Class, where some compartments have double beds and they have their own lounge and dining carriage. There are two locomotives (one with The Ghan symbol, the other just has Pacific National painted on the side) to pull the train, three carriages with cars, one generator carriage and a carriage for personale. There aren't many people in the waiting lounge when we arrive, but many of the passengers arrive after 9am by bus or personal limousine (included in the Platinum class) with their luggage having been sent ahead. At 9.40am we can board the train, so we make our way to Carriage L. Our compartment has a 3 seater sofa to the right, on the left is the bathroom and wardrobe, complete with a safe for valuables. We leave on time and head slowly out of town, passing through the industrial area and shunting yards before we pick up speed. The carriage attendant comes around to explain the compartment's features.

We have been allotted the 11am time slot for lunch, a bit early but all passengers have to eat before we get to Katherine. As we head down to the dining carriage we pass through the single compartment carriage, which usilises all the space by having a curved passageway with compartments on both sides. Next to the dining car is the lounge, where one can enjoy a pre meal drink. We share a table with an English couple, and are presented with the menu – we can choose from four different entrees and mains. Next is the wine menu with a choice of four to five white and red wines and two different champagnes.

Katherine is just 307km south of Darwin, and we arrive at 1.40pm. Excursions are included in our tour, and we have chosen the Nitmiluk Gorge cruise. Nitmiluk is the Aboriginal name for Katherine Gorge, and is about 40 minutes by bus from the train station. We have had around 32 degrees in Darwin each day with constant humidity and we are told it is 37 degrees in Katherine, but not so humid. We cruise up the first gorge, then have a short walk past Aboriginal rock paintings to the second gorge where another vessel awaits us. Magnificent scenery all the way. A short heavy rain shower brings some relief from the heat, but as we walk between the two gorges the rocks are quickly dry and you can feel the heat radiating out from them. More thunder clouds are looming as we finish our cruise, but we arrive back at the train without getting wet.

We depart Katherine at 6.20pm, the landscape becomes more red as we head south. We can relax and enjoy the lovely sunset before we make our way to the lounge to sip a glass of champagne before dinner at 8pm. There are three courses, with the same wine menu as at lunchtime. This evening we are dining with John, a well travelled professor from London. We have choosen the latest dining session so that we can take our time without being hurried out to make room for waiting passengers. Whilst dining, our compartment has been converted into beds, with a chocolate on the doona. One could get very used to this style of travel!

Thursday 18th December
Our train stopped in Tennant Creek at 3.30am, probably to allow a freight train to pass. We receive a pre breakfast coffee served in our cabin, then get dressed and head down for our two course breakfast, where we share with a German couple who are on their 10th visit to Australia. Alice Springs is the next stop, we arrive at 9.10am. As we have both been here before we don't want to do the tourist sites around town, so have chosen the tour to the Alice Springs Desert Park. As we are driven the short distance to the park, the chauffeur tells us that it was 46 degrees yesterday, but after rain during the night it is now a comfortable 22 degrees. The Park is a National Park, but differs in that many plants have been planted around walkways and all the animals are housed in cages. At the dingo enclosure we are informed that the pair of young dingos are brother and sister, but are now being kept apart after a fight which lead to the male requiring a vet to put a few stitches in his head. Next stop on our guided tour is the Freeflying Bird Show, where we get to see a magpie, kite, hawk and barn owl fly freely around the ampitheater. They are trained to show off their natural behaviour – unlike the bird show in Kuala Lumpa where they were trained to uncharactisist acts). Onto the Nocturnal Hall, where the marsupials, insects, lizards and snakes are housed in natural environments with ”moonlight” lighting. Our visit ends in the cafeteria where a bird handler presents a young six month old Wedgetailed Eagle, who they are in the process of training. At six months it is full size and weighs around 3kg, but also likes to be patted by the trainer. She and her brother were rescued by the rangers, who had noticed that the parents had spent so much time defending the nest from predators that they didn't have time to feed the young pair, who were close to starvation when they were rescued.

We depart Alice at 12.45pm. At the southern edge of town the road and railway pass through a small opening (locally known as The Gap) in the MacDonell Ranges. After lunch we spend the afternoon enjoying the scenery out of the window and writing. There are small bushes and some grass, enough to feed the small herds of cattle. Just before 4pm we pass the Iron Man monument – a man with a sleeper on his shoulder. It was built to commerate the laying of the millionth sleeper during the rebuilding of the railway between Tarcoola (in SA) and Alice Springs in 1980. Shortly after that we head into a siding and wait for half an hour to allow a freight train to pass. At 5.30pm we cross the border between the Northern Territory and South Australia. To the west there is a huge thunderstorm developing, which generates some amazing cloud formations just before sunset.

We have again chosen to dine at 8pm, tonight we are dining with a couple from the north of England on their first trip to Australia to visit family. As we linger over a glass of wine the train manager informs us that our clocks need to be turned forward an hour – there go our hopes of an early night!

Friday 19th December
It has been a clear night – at one stage I can see stars and the lights of road trains on a distant road.

At around 6am we pass through Port Augusta. Soon after the Flinders Ranges is visible on the left, on the right is Spencer Gulf. The landscape is now more fertile, and there are wheat fields on both sides of the train. We are due into Adelaide at 11.30am, so breakfast and lunch are combined into brunch from 9 to 10.30am. Choices range from full English breakfast to steak to salmon fillet. We both think it is a bit early for a steak so opt for a full breakfast.

Adelaide is not our final destination but the train to Melbourne only runs once a week and it does not connect with either the train from Darwin or the one from Perth. So we have three nights here.

We arrive on time, and spend some time checking out the gift shop before collecting our baggage. Unfortunately by this time the hotel shuttle has only one seat and there are no taxis, so we have a 20 minute walk to our hotel. Adelaide's central business district is totally surrounded by gardens, so we cross one of these before finding Currie Street. We see a sign for the Grand Chancellor hotel on a building, but then can't find the entrance on street level, so Claus sits with the baggage whilst I head off to investigate. The building we have seen is the same hotel chain – just in the next street, but at least I am given a map – we are only about 50 metres from our hotel. After checking in we head out and drop in at the Tourist Info, then the Metro info then wander down Rundel Mall, where everyone is busy with their Christmas shopping. There are street musicians on every corner, and one gentleman is giving out brochures saying ”Jesus is the answer”. It is up to us to find the question?



Fra nord til syd med The Ghan

DanskPosted by Sharon Payne Sun, January 11, 2015 04:40:24

17/12/14

The Ghan har afgang fra Darwin i dag k. 10.00, men alle passagerer skal tjekke ind senest en time før, så vi er allerede ved stationen 8.45. Det burde vrimle med forventningsfulde rejsende, men det er ikke just tilfældet. Nok er der forventningsfulde rejsende, men der er forbavsende få. Vi går over til rejsegodsindleveringen. På grund af begrænset plads i kupéen bliver de store rygsække indskrevet og fragtet i togets rejsegodsvogn. Om det er, fordi vi ikke har kufferter, at der bliver bundet ”Red Class” mærker på rygsækkene, ved vi ikke. Måske går personalet automatisk ud fra, at rygsækrejsende da ikke har billetter til den finere ”Gold Class”. Da personalet får set nærmere på vores printede reservation, bliver der undskyldt, og nye mærker kommer på rygsækkene. Ikke fordi det betyder noget for os, så længe rygsækkene kommer med toget hele vejen til Adelaide.

Ved perronen, som ikke er højere end overkanten sporets sveller, holder the Ghan – 26 vogne forspændt to lokomotiver. Vognene tilhører ”Great Southern Rail”, der står for driften af the Ghan, the Indian Pacific (Sydney-Perth) og the Overland (Adelaide-Melbourne). Blandt vognene er 3 vogne til biler (man kan som passager få sin bil med toget), generatorvogne, der leverer elektricitet til resten af toget, personalevogn, spisevogne, cafévogn, ”lounge car” (vogn med sofaer og bar), Platinum Class vogn (sovevogn med dobbeltseng, eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, gratis udflugter samt andre goder), ”Gold Class” vogne (sovevogne med køjeseng, eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, samt gratis udflugter) og ”Red Class” vogne (siddevogne med adgang til cafévogn). De to lokomotiver tilhører ”Pacific National”, der som hovedopgave kører alle godstog i Australien, men altså også leverer trækkraft til ”Great Southern Rails” tog. Det forreste lokomotiv er i ”Pacific Nationals” almindelige gule og blå farver, mens det andet lokomotiv er rødmalet med the Ghan's logo (en kamel med dens rytter).

Vi kan ikke stå på toget endnu, så der er god tid til at tage billeder. Bla af os alle tre (Robynann, Sharon og Claus) ved ”det rigtige lokomotiv”, før vi må sige farvel til førstnævnte, der skal på arbejde. Langsomt kommer der flere passagerer. Mange ankommer med busser, så de er sikkert en del af større selskaber. Andre er blevet afhentet i limousine ved deres hotel og bliver kørt helt op til toget. De skal ikke vente med at stå på. En af fordelene ved den særdeles dyre ”Platinum Class”. Kl. 9.40 annonceres det over højttalerne, at toget er klar til ombordstigning. Vi går hen til vogn L, hvor der er opstillet en lille trappe for at lette ombordstigningen. I vores kupé 11/12 er der til højre en trepersoners sofa og til venstre dør ind til toilet og brusebad samt garderobe med pengeskab. Uden tvivl det bedste tog på vores rejse.

Lidt før kl. 10 bliver personalet over togets interne højttalersystem, der undervejs også vil holder os informeret om turen, bedt om at sikre togets døre, da det er tid til afgang. Kl. 10 kører vi langsomt ud fra stationen og gennem industriområdet. Efter et kvarters tid passerer vi en større rangerbanegård, før farten sættes op, og vi forlader Darwin. En servicemedarbejder (toget har ikke togbetjente) kommer og fortæller os om kupéens indretning. Lidt senere tager Sam, der er manager i spisevognen, mod vores reservation til aftensmad. Der er tre tidspunkter, og vi vælger det seneste kl. 20. Ifølge Sam et godt valg, da der er rigtigt mange børnefamilier, der har valgt de tidligere tidspunkter. Sam spørger os, om vi ønsker at blive vækket i morgen tidligt med en kop kaffe i sengen. ”Ja, hvorfor ikke?!”. Vi kan ikke selv vælge frokosttidspunkt i dag, da vi skal på udflugt i Katherine. Så frokosten er allerede kl. 11.

Lidt før elleve går vi mod spisevognen. Undervejs skal vi gennem sovevognen med enkeltkupéer. For at udnytte pladsen bedst muligt er kupéerne ”flettet” ind i hinanden, med det resultat at midtergangen snor sig som en rækker S'er i forlængelse af hinanden. Sidste vogn før spisevognen er loungen, hvor gæster nyder gratis drinks før frokost. Hvorfor kom vi ikke lidt tidligere? Sam viser os til et bord, som vi deler med et engelsk ægtepar. Nu gælder det om først at vælge to retter fra det omfangsrige menukort. Dernæst skal der vælges fra vinkortet. Skal det være en af de 5 rødvine eller 5 hvidvine? Vi kan jo også vælge champagne! Øl er bare for simpelt! Nu behøver vi jo ikke at drikke det samme til forret og hovedret, ligesom desserten kunne ledsages af en tredje vin. Vi skal vist passe på promillen.

Toget ankommer til Katherine, og vi stiger ud i 37 graders varme. Noget varmere end Darwin men meget mere behageligt, da luftfugtigheden ikke er så stor. Vi finder bussen, der skal køre os til Katherine Gorge eller mere korrekt Nitmiluk National Park en god halv times kørsel fra stationen. Vi stiger på en overdækket motorbåd, der sejler os op gennem den første slugt. Bådens fører, der også er guide, beretter om nationalparken, slugterne og floden. På grund af særlige geologiske forhold er alle sving på floden 90 grader. Klippevæggene står lodret ved flodens bredder og over os hænger tunge mørke skyer. Efter en lang tørtid er vandstanden i floden ret lav, så vi kan ikke sejle fra første til anden slugt. Vi skal derfor gå nogle få hundrede meter, men netop som vi skal til at gå fra borde, afleverer de mørke skyer en stor del af deres vand. De fleste passagerer tager imod tynde plastikregnfakker i ”festlige” farver, men jeg skønner, at et regnvejr her er som et regnvejr i Danmark bare varmere. Så det holder nok op, og mit tøj tørrer igen. Og ganske rigtigt. Vi når ikke hen til næste båd, før solen skinner igen, og varmen slår ud fra klipperne. Jeg tørrer og undgik at ligne en turist på en regnfuld charterferie.

Tilbage på toget fortsætter vi gennem et landskab, der jorden bliver mere og mere rød, mens bevoksningen bliver mere sparsom. Vi er på vej gennem ”out-back” Australien. Efter vi har nydt en flot solnedgang, går vi til loungen. Vi vil være sikre på, at vi kan nå et glas champagne før middagen. Det når vi ikke helt, så vi tager de halvtomme glas med os til spisevognen. Som ved frokosten skal vi i gang med beslutninger. Hvilke 3 retter skal vi vælge fra menukortet, og hvilke vine skal vi drikke? Vi kan selvfølgelig gøre som John på den anden side af bordet: Starte fra toppen og arbejde os ned gennem vinkortet. Ikke nogen dårlig plan. Vi er jo på sidste hold i spisevognen, så vi kan blive siddende så længe, vi vil. Så det gør vi så. John er en ganske underholdende og berejst underviser (professor?) i mikrobiologi fra et universitet i London.

Tilbage i vores kupé er sofaen omdannet til seng og overkøjen foldet ned. På dynen ligger chokolade, og et varmt brusebad venter. Vi kan vist godt vænne os til togrejser som denne.

18/12/14

Klokken er 6.20, da vi bliver vækket af en banken på døren til kupéen. Det er tid til morgenkaffe på sengen. Da vi sagde ja til tilbuddet i går, var vi ikke klar over, at den serveres umiddelbart før starten på morgenmadsserveringen i spisevognen. Vi har ikke planlagt en så tidlig morgen. Vi har kørt hele natten mod Alice Springs kun afbrudt af et ophold i Tennant Creek ved halv-fire tiden, så et godstog kunne krydse os. Vi er vant til at sove i et tog, så vi fik en god nattesøvn, selvom toget ikke har den sædvanlige konstante vuggende rytme, vi kender fra de tidligere nattog. Sporet er uden samlinger, så det er næsten lydløst. Til gengæld gynger det noget var side til side.

Vi nyder morgenkaffen, inden vi står op og kommer i tøjet. Vi kan få morgenmad, når vi lyst, så vi er i spisevognen 7.30. Igen er der mange fristende tilbud på menukortet. Vi deler morgenbord med et tysk ægtepar, der er i Australien for 10. gang! Det er dog første gang, de rejser med tog. De lejer almindeligvis en bil og camperer i telt.

Toget ankommer til Alice Springs. Da vi begge har været her før, vælger vi et besøg i Alice Springs Desert Park i stedet for en bytur. Desert Park ligger en kort køretur fra stationen. Chaufføren fortæller, at temperaturen i går var 46 grader, men efter regnvejr i løbet af natten er der nu behagelige 22 grader.

Desert Park er en nationalpark med fokus på dyr og planter fra det centrale Australien, så som noget usædvanligt for en nationalpark er nogle planter plantet og ikke vilde og dyr er holdt i bure og terrarier. Vores guide viser vej til ”Naturteateret”, der ikke er et teater men en arena for fritflyvende fugle. Undervej dertil kommer vi bla. forbi et indelukke med to unge dingoer – bror og søster. En dyrepasser fortæller, at de har haft et søskendeskænderi, der resulterede i et besøg hos dyrelægen og adskillige sting i hovedet på hannen. Nu bliver de luftet hver for sig! Det er dog håbet, at de igen kan være sammen uden at slås.

De fritflyvende fugle er i modsætning til showet i Kuala Lumpur ikke trænet til at udføre kunster, der ikke er almindelig adfærd. I stedet er de trænet til at viser karakteristika for deres art. En slørugle viser, at den kan flyve omkring absolut lydløst. En glente står stille i luften. En fiskeørn griber føde fra et meget lille vandhul. En australsk triel (Bush stone-curlew) går rundt blandt publikum på jagt efter føde. Alt sker på fuglenes naturlige instinkt og med grundig forklaring fra naturvejledere. Langt bedre end ”pop-showet” i Kuala Lumpur.

Efter fuglene går vi til bygningen med nataktive dyr. Her er genskabt naturlige habitater for pungdyr, øgler og slanger, og ved at dæmpe belysningen til ”fuldmåneskær” kan vi, når vores øjne har vænnet sig til det sparsomme lys, se dyr, der normalt vil være skjult i dagtimerne. For at undgå, dyrene bliver stresset af mangel på søvn og ro, er bygningen fuldt oplyst om natten.

Besøget slutter i parkens cafeteria, hvor en naturvejleder præsenterer en seks måneder gammel kilehaleørn. Den unge han er næsten udvokset og vejer 3 kg med et vingefang på omkring 2 meter. Den sidder stille på naturvejlederens arm, mens den konstant spejder rundt i lokalet. Den blev sammen med en søster reddet fra sultedøden, da naturvejledere havde observeret et ørnepar bruge al deres tid på at forsvare deres rede i stedet for at fodre ungerne. Alle fugle i naturparken er i øvrigt hentet i naturen, da et avlsprogram vil give et overskud af fugle.

12.45 er der afgang fra Alice Springs. Lige syd for byen går jernbanen gennem en smal åbning (The Gap) i bjergkæden the MacDonell Ranges. Efter frokost sidder vi i kupéen og stirrer på landskabet udenfor. Det er meget fladt med horisonten adskillige kilometer væk. Den røde jord har kun næring og fugtighed til få græstotter og buske, men alligevel nok til at give føde og skygge til små flokke af køer. Spor i sandet viser, at dyrene vandrer af de samme ruter mod lavninger i håb om at finde vand. Langs sporet løber et sandet hjulspor, der bliver brugt af jernbanearbejdere. Hist og her kan vi se dæmninger og rester af broer fra den oprindelige smalsporede jernbane mellem Adelaide og Alice Springs. Den blev ofte afbrudt af oversvømmelser, så da den nuværende normalsporede jernbane blev anlagt, valgte man et andet forløb, der ikke er så udsat for naturens kræfter. Lige før kl. 16 passerer vi skulpturen ”the Iron Man”, der forestiller en mand med en betonsvelle på skulderen (manden er lavet af jernbaneskinner, mens svellen er en rigtig betonsvelle). Skulpturen er udført og opstillet af jernbanearbejdere for at markere lægningen af svelle nr. 1.000.000 mellem Adelaide og Alice Springs.

Vi kører nu ind på et vigespor og standser. Vi er nær Kulgera og Uluru (Ayers Rock) ligger omkring 90 km herfra. Ikke fordi vi kan se den. Faktisk kan vi blot se rødt sand og ikke meget andet i de næste 55 minutter. Endelig kommer årsager til ventetiden kørende forbi - et langt godstog på vej nordpå med containere. Det varer lidt, inden vi fortsætter. Der er ingen signaler langs jernbanen, så al sikkerhed er radiokontrolleret. Det betyder bla. at de stedbetjente (håndbetjente) sporskifter kun må omstilles efter tilladelse over radioen. Omstillingen af sporskifter foretages af en af lokomotivførerne, der, mens han venter, inspicerer det forbikørende godstog. Ved vigesporet ligger også et stor vendetrekant med meget snævre kurver. Gennem trekanten er det muligt at skifte køreretning for sporvedligeholdelseskøretøjer. Sporet bruges sikkert ikke ofte, men alligevel er skinnerne helt blanke. Det vidner om et meget tørt klima uden megen nedbør, så det tager lang tid, før skinnerne begynder at ruste.

Ved halv-seks tiden passerer toget grænsen mellem Northern Territory og South Australia. Landskabet forandrer umærkeligt med flere træer, buske og vandhuller. Mod vest er et kolossalt regnvejr under udvikling, hvilket giver nogle imponerende skyformationer i solnedgangen. Vi spiser igen sen aftensmad. I aften er det samme med et engelsk ægtepar, der er på deres første familiebesøg i Australien. Vi har planlagt gå tidligt til køjs, men selskabet er hyggeligt. Sengetiden bliver yderligere forsinket, da det over togets højttaleranlæg bliver meddelt, at vi nu er på South Australia tid, og urene skal stilles én time frem.

19/12/14

Vi vågner i par gange i løbet af natten. Udenfor er det bælgmørkt, men vi kan se stjerner på himlen og lysene fra lastbiler, der kører fjerne hovedveje. Da vi bliver vækket med morgenkaffe, har landskabet forandret sig. I løbet af natten er toget nået til det frugtbare kystområde i South Australia. Til venstre anes bjergkæden Flinders Ranges og på begge sider af sporet er indhegnede marker med hovedsageligt hvede, der er eller snart bliver høstet. Vi er på hovedsporet mellem Sydney, Adelaide og Perth, hvilket giver en roligere kørsel end på sporet fra Darwin.

Planmæssig ankomst til Adelaide er 11.30, så morgenmad og frokost er i dag slået sammen til ”brunch” mellem kl. 9. og 10.30. På menuen er laks og steaks, men vi synes, det er lidt for tidligt for et så solidt måltid, så vi bestiller ”English breakfast” med æg, bacon, pølser, tomat og brød.

Med sulten stillet er det tid til at pakke sammen. Vi nærmer os Adelaides forstæder med huse, haver og trafik, hvilket vi stort ikke har set siden Darwin. Vi ankommer til tiden til Parklands Terminal, der udelukkende betjener ”Great Southern Rails” tog. Lokaltog afgår fra den gamle station i Adelaides centrum. Efter en kort ventetid er bagage klar til afhentning på perronen nær rejsegodsvognen, men vi aflægger først et besøg i souvenirbutikken. Der er nu ikke meget, der falder i vores smag. Kun et genoptryk af en gammel plakat for den originale the Ghan vurderes som værd at købe. Vi når alligevel at bruge så megen tid i butikken, at vores rygsække er forsvundet fra perronen. Heldigvis er det blot båret indenfor, hvor de kan være under opsyn indtil afhentning.

Vi har booket et hotel i Adelaides centrum. Uheldigvis er der kun plads til én mere i bussen ind til byen, og det er ikke til at få øje på en taxi. Så det er på med rygsækkene, og af sted vi går. Så langt er der jo heller ikke – eller er der?

Der er i hvert fald noget længere, end vi har forventet. Adelaides centrum er omgivet af grønne områder og parker, hvilket giver byen en hel særlig atmosfære. Men det er træls, når man har tunge rygsække, og det er varmt. Efter en god halv times tids kan vi se et stort skilt med hotellets navn på en husgavl. Vi kan bare ikke finde indgangen. Efter vi forgæves har gået endnu et stykke tid, lægger vi en ny plan. Jeg bliver ved en bænk med al bagagen, mens Sharon går på jagt efter hotelindgangen. Ti minutter senere vender hun tilbage. Skiltet, vi har set, tilhører et hotel med samme navn blot i en anden gade. Vores hotel ligger mindre end 50 meter fra, hvor vi står.

Vi tilbringer resten af eftermiddagen med at vandre rundt i den nærmeste gågade. Alt og alle er klar til de sidste juleforberedelser og -indkøb. På gaden optræder musikanter; boder sælger mad og drikke; en herre uddeler brochurer, der proklamerer ”Jesus er svaret!”. Det er så op til os at finde spørgsmålet!



WWII in Darwin

EnglishPosted by Sharon Payne Sun, January 11, 2015 04:08:22

Tuesday 16th December
Another museum we want to see is the Military Museum, which showcases the first attack by the Japanese on Australian territory during World War II. Darwin was first bombed on the 19th Febuary 1942, with many civilian and navy ships sunk, buildings bombed and of courses lives lost. Many other towns in the northern part of Australia were also bombed during the rest of the war. It is an excellent display of photos, artefacts and personal recollections (including histories of some of the Japanese involved). Outside is the cannon bunker and various military vehicles – both Australian and American, and one building has a small exhibition on the Korea, Vietnam and the First Gulf war. We end our last day in Darwin at a good restaurant, where we enjoy their mixed grill of barramundi, kangaroo and crocodile.



2. Verdenskrig i Darwin

DanskPosted by Sharon Payne Sun, January 11, 2015 04:04:53

16/12/14

For at komme til Militærmuseet står vi af bussen ved Fanny Bay. Vi har så 2,7 kms gåtur til East Point. Som de øvrige dage er det varmt og ekstremt fugtigt, så det er lidt af en svedig tur. Vi går gennem en park langs med kysten. Vandet er blåt og varmt, men de tillokkende sandstrande ligger mennesketomme hen. Det frarådes meget bestemt at bade eller blot at soppe mellem 1. oktober og 31. maj på grund af farlige havhvepse, gopler. Deres gift er kraftig nok til at lamme og til tider slå mennesker ihjel.

Militærmuseet er først og fremmest opbygget omkring Japans bombeangreb på Darwin og andre dele af Northern Territory under 2. Verdenskrig. Det første bombardement af Darwin skete d. 19 februar 1942. Et udstillingslokale med lyd, lys og billeder giver et enestående indblik i den voldsomme hændelse. Skibe og bygninger blev ødelagt i overraskelsesangrebet, og mange mennesker mistede livet. Resten af udstillingen indendørs viser med fotos, effekter og personlige historier fra både australiere og japanere krigens gang indtil dens afslutning i 1945. På de udendørs arealer er opstillet militære køretøjer og våben. I bunkers (museet ligger på en tidligere kanonstilling) er udstillinger fra senere krige, hvor Australien har været involveret – fra Korea over Vietnam til vor tids konflikter i Mellemøsten. Da vi begynder at gå de 2,7 km tilbage mod busstoppestedet, standser en billist og spørger, om vi vil køre med. Vi er hurtige til at sige ja, og hvad er mere passende end en chauffør, der er soldat i Darwin.

Vi afslutter vores sidste dag i Darwin på en god restaurant. Menuen står på noget så eksotisk som barramundi (fisk), kænguru og krokodille (smager som kylling). Vandbøffel var desværre udsolgt!



Next »